© 2023 by Name of Site. Proudly created with Wix.com

  • Facebook Social Icon

Historie - et indledende essay

Af fhv. lektor Hans Christian Eisen, Vindinge, Roskilde - i anledning af 100-års Jubilæet for Historisk Samfund for Roskilde Amt

Historisk Samfund for Roskilde Amt” fyldte 100 år i 2010, og foreningen blev stiftet for at udbrede kendskabet til historien, og man ønskede, at det skulle ske i en trestrenget strategi med foredrag, udflugter og udflugter til spændende historiske lokaliteter.
Det er derfor indlysende, hvorfor lokalhistorien altid har spillet en væsentlig rolle i foreningens aktiviteter, men det har heldigvis ikke været hindring for at inddrage andre emner i foreningens tilbud til medlemmerne – f.eks. De vestindiske Øer, Danmark og den kolde krig og Modstandsbevægelsen mod Adolf Hitler.

Historisk Samfund

Tiden før 1900 var mere præget af de romantiske fortællinger, og det var de store nationale eposer, som kunne vække den største interesse hos befolkningen. Generelt var danskernes historieopfattelse præget af de store nationale tab, som Danmark havde lidt i 1800-tallet. I den samme periode var der derfor grobund for de store historiske malerier, som f.eks. da Otto Bache malede Marsk Stig efter mordet i Finderup Lade og da Wilhelm Marstrand på langvæggene i Chr. IVs kapel i Roskilde Domkirke malede de to store billeder med motiver fra kongens liv –  og da Vilhelm Marstrand netop i 2010 fylder 200 år, er han beskrevet i en artikel af Arne Lind i denne årbog.

I slutningen af det 19. århundrede, opstod der en voldsom debat blandt forskellige historikere, om hvad historie er for ”noget”. Nogle historikere ville begrænse historie til kun at handle om bestemte sider af den menneskelige aktivitet. De mente nemlig, at det var politik og økonomi, som var den ”rigtige” historie. Derfor mente de, at emner som beskrev dagligdagen og arbejdslivet ikke var noget, som en ”rigtig” historiker kunne beskæftige sig med.

 

Kulturhistorikeren Troels Lund, som i 1903 udgav sit store værk om dagligdagen i Norden i det 16. århundrede, kastede sig af gode grunde ud i debatten, og han udtalte: ”Der vil komme den tid, da det grundsyn på det daglige livs betydning i historien, som her først er gjort gældende, ikke længer vil stå som en undtagelse i et lille lands litteratur, men være godkendt og gennemført i alle kulturlande.”

Debatten fandt sted i den brydningstid, hvor der begyndte at udkomme større historiske værker som f.eks. Sønderjyllands Historie og Schultz Danmarks Historie i små portioner i hæfter, og der var mange, som abonnerede på udgivelserne. Denne form for folkeliggørelse var et udtryk for, at der voksede en ny form for historisk interesse frem, og det var en af forudsætningerne for dannelsen af de mange Historiske Samfund, der spirede frem i de år, og jeg tror ikke, at det er tilfældigt, at der var en interesse både for den bredere historieskrivning og for den historie, som var knyttet tæt til egnen.

 

Den lokale forankring har lige fra starten været den faste basis for foreningernes arbejde, og det ses på de grupper af personer, der rundt om i Danmark, der fandt sammen i deres interessefællesskab for Danmarks historie. Det første ”Historiske Samfund” blev stiftet i Ribe i 1902, og i foreningens første bestyrelse var der en stiftamtmand, et par lærere og to præster, men det vejede også det tungt i medlemsskaren, at mange gårdejere blev medlemmer i foreningerne. Den lokale forankring viste sig også i de temaer, som de nye foreninger påtog sig at formidle.

 

Der var et fællestræk, at der blev holdt foredrag og gennemført udflugter, og at man snart begyndte at udgive en årbog. Der var også, som foreninger påtog sig at sørge for, at et berømt bysbarn fik en berettiget statue eller mindeplade. I denne årbog (2010) bliver historien om ”Historisk Samfund i Roskilde Amt” beskrevet af Erling Bondesen.

 

I alle foreninger spillede den lokale historie naturligvis en stor rolle, og i Roskilde Amt var en af formændene Arthur Fang, som var en meget ihærdig amatørhistoriker, og han portrætteres af Henrik Denman.

 


Historien

Der i er i årenes løb skrevet mange lokalhistoriske både små og store artikler om utroligt mange forskellige temaer, og de har alle medvirket til at kaste nyt lys over vores fælles historie. Derfor er det lidt mærkeligt, at lokalhistorie i mange år ikke var noget, som historikeren beskæftigede sig med – måske fordi der ikke blev undervist i det på universitetet.

Jeg vil derfor forsøge med en forklaring på den lokalhistoriske interesse, der voksede frem, og som i dag fylder meget i litteraturen. Som udgangspunkt antager jeg, at lokalhistorikeren næsten aldrig vælger sit emne, fordi han dermed vil være med at kaste et større lys over den fælles fortid. Årsagen for mange lokalhistorisk interesserede menneske er ofte meget den, at man tilfældigvis har slået sig ned et bestemt sted med sin familie, og så opdager man pludseligt, at historien ligger lige uden for døren, og kun venter på at blive samlet op.

Eller man bor på en slægtsgård eller har bedrevet slægtsforskning. Det der altså ofte driver lokalhistorikeren er ønsket om at kende stedet og de mennesker der boede her før os på godt og ondt – men det gælder også for andre historikere

Den historiske undersøgelse er altid præget af de forudsætninger og den baggrund, som den enkelte ”undersøger” er i besiddelse af, og det skifter fra en tid til tid, fra en historiker og til historiker og fra et land og til land! Man må derfor hele tiden – både i Historisk Samfunds årbøger og i anden historisk litteratur - være opmærksom på, at der kun kan skrives ud fra, hvad der rent faktisk står i kilderne.

 

Det er vigtigt, at påpege, at der er en vis mængde historisk materiale, som er overleveret fra historien, og det ikke fordeler sig ligeligt over alle perioder og emner. Generelt kan det fastslås, at jo tættere vi kommer til vores egen tid, des mere materiale findes der. Den stigende kildemængde skaber sine egne problemer. Vil man studere den anden verdenskrig, så finder man et meget stort kildemateriale, og det er umuligt for en enkelt historiker, at læse og arbejde med det hele. Der er tilmed sket det, at kildemængden til netop den anden verdenskrig er blevet mere end fordoblet i den forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud. En undersøgelse af materialet viser, at en stor del af det findes i flere eksemplarer, fordi der er tale om ordrer eller andre dokumenter fra den militære udvikling. Men man kan ikke sige: ”ok det er kun en kopi”, og derefter kassere den, fordi det kommer an på, hvad det er for spørgsmål, som man vil have svar på. I bestemte sammenhænge er det afgørende, om man kan fastslå, hvor langt ud i geleddet, en bestemt ordre er kommet. Her vil jeg som eksempel nævne Hitlers ”Kommissarbefehl” fra 1941, om hvordan de russiske partikommissærer skulle behandles, når USSR blev angrebet. Det er vigtigt at fastslå, hvem der har haft mulighed for at kende befalingens indhold, og derfor kan man ikke fjerne kopier som overflødige, fordi modtageren altid er nævnt i dokumentet.

 

Den store kildemængde betyder, at historikeren bliver mere og mere specialiseret i sin forskning, og det kommer også til at gælde for lokalhistorikeren, hvor det specielle dog er mere baseret på geografien og ikke så meget på selve emnet. Men for begge typer af historikere gælder, at man beskæftiger sig med historien for historiens egen skyld, og så kan det være sekundært, at det også giver den viden om stedet eller temaet, som man har søgt efter. Det kan naturligvis være historikere, som sætter fokus den anden vej, og man kan ikke sige, at den ene vej er bedre end den anden.

Man skal huske på, at det der skrives, skrives fra de forudsætninger, som den skrivende er i besiddelse af på det tidspunkt, hvor der bliver arbejdet med materialet. Det gælder både når man læser om historie og når man skriver historien, at fortidens forskellige begivenheder belyses ”i bagklogskabens klare ly”. Dermed menes, at de daværende aktører ikke altid har vidst, hvad resultatet af bestemte handlinger kunne blive, men de kan godt have haft et mål eller en forventning til deres adfærds betydning. Her overfor står den kendsgerning, at den moderne historiker og læser kender resultatet af de oprindelige handlinger. Den skrevne historie behøver ikke at være entydig, der forekommer ofte forskellige fortolkninger. Det er derfor afgørende, om vi først er i stand til at sætte os ind i aktørens forudsætninger og derefter beskrive historien. Det skal understreges, at historikeren selvfølgelig godt kan nå et punkt, som aktøren oprindeligt ikke kunne forudse. Historikeren skal nemlig ikke kun at søge efter det repræsentative, det interessante er ofte unikke historien , og det er et afgørende skillepunkt, om man tror historien ikke gentager sig, eller om ”det er sket mange gange før”.

Det er min opfattelse, at man ikke kan hævde, at historien gentager sig, for hvis man gør det, fornægter man samtidig, at den enkelte historiske situation er enestående, og det er den fordi de mulige aktører og omstændigheder aldrig er ens. Selv om man i flere situationer kan se nogenlunde ens handlinger, så er beslutningerne altid truffet ud fra forskellige udgangspunkter, og derfor er forsættet og handlingen aldrig gentagelser af noget, der er sket før!

For historikeren gælder det om, at vælge det materiale, som belyser den enkeltstående situation eller udvikling på den bedst tænkelige måde, og han må ikke optræde bedrevidende, og han må heller ikke være moraliserende. Derimod må historikere gerne have helte – og det har de ofte - og der må også gerne være skurke i historieskrivningen – og det er der tit. Det må aldrig være historikeren der er helten, for så er han blevet til en skurk. Det er i parentes bemærket her, at man finder en af forskellene på journalistens og historikerens arbejde med de historiske begivenheder. Der er en anden forskel, som også må trækkes frem, i historieskrivningen er alle kilder principielt tilgængelige - også for læseren af en beretning, men det behøver ikke være let at gå til det oprindelige materiale - og der opereres ikke med anonyme kilder! I historieskrivningen kan personer kan af særlige personlige grunde være anonymiseret, men det gør ikke kilden hemmelig.

Derfor er historikeren uddannet til at løse de problemer, som man støder på i en historisk undersøgelse. Han skal have stor viden om den periode og det land, som han vil lave sin undersøgelse omkring, og desuden skal han have færdigheder indenfor f.eks. stednavneforskning, retshistorie, kirkehistorie, kronologi, heraldik, diplomatik, sillografi og nogen viden om arkæologi. Kravene er dog forskellige for forskellige historikere, fordi mange historikere specialiserer sig. Men en specialisering betyder ikke, at det altid er en fordel, fordi alle specialer har en grænse, og derfor opdager man måske ikke spændende og nødvendige oplysninger lige udenfor. Der er også risiko for, at man  glemmer, at et  speciale kun er en del af den større helhed, som vi benævner HISTORIEN.

 


Lokalhistorien

Historikerens arbejde bliver principielt ikke anderledes, når han kaster sig over lokalhistorien. Der er dog en forskel, idet lokalhistorien ofte er begrænset til et snævert geografisk område eller til nogle enkelte personer. Alligevel er det nødvendigt, at han har et stort kendskab til den historiske udvikling, selv om han ikke nødvendigvis er i besiddelse af det erfaringsmateriale, som man finder hos den generelle historiker. Der er da også en del historiske undersøgelser, der er startet på lokalt historisk niveau, og som er vokset til større historiske afhandlinger, og det er bestemt ikke nogen dårlig metode.

Jeg har tidligere antydet en forklaring på, hvorfor mennesker blev lokalhistorikere, og jeg mener, at de bliver drevet af en interesse for det, som ligger umiddelbart uden for deres dør. Andre bliver grebet af en ildhu og iver efter at kende fortiden, allerede medens de er børn eller unge mennesker, og nogen begynder allerede i skolen at skrive om ”den fædrene gård” eller lignende. Og så er der dem, der begynder med at undersøge deres egen slægt, fordi de gerne vil kende deres rødder. Alle disse forskellige udgangspunkter – og der er sikkert flere – kan føre frem til en mere samlet interesse for lokalhistorien.

Til tider er der mennesker, som mener, at det er et underligt tidsfordriv, for det fører jo ikke til noget, og hvem kan det interessere? Hertil er der et enkelt svar: historien er ligesom et puslespil uden kanter og med et ukendt antal brikker, og derfor er de fascinerende. Den lokalhistoriske undersøgelse, som er gennemført på en solid måde, vil ofte være et vigtigt bidrag til vores viden om historien -også for den historiker som arbejder med en bredere og mere overordnet målsætning.

Men det er vigtigt at holde fast i, at historikerne – og altså også lokalhistorikeren – arbejder med historien ud fra de kilder, der er til rådighed, og som fortæller os om fortiden. Det er altså langt fra tilstrækkeligt bare at samle noget materiale sammen, og så bare skrive derud af.

De historiske oplysninger falder ikke ned fra himlen, de er alle skabt af mennesker i enten fortiden eller nyere tid. Det betyder, at al vores viden om historien er menneskeskabt, og den er skabt i samtiden eller i eftertidens forsøg på at beskrive datiden, og derfor kan hverken historien eller lokalhistorien genskabes, der kan kun skabes en forestilling af, hvordan historikeren mener, at tingene har hængt sammen. Der bliver med andre ord skrevet en historie om historien, og den skrevne historie er kun ét bud på, hvordan det var engang. Eller sagt på en anden måde, så eksisterer historien ikke længere, der eksisterer kun opfattelser eller billeder af historien – og hvem ved, om der er nogen, der har ret!

Den historiske sandhed er med andre ord et meget abstrakt og virkelighedsfjernt begreb, og der findes ingen objektivitet – og det kan nok så mange kommissionsundersøgelser med juridiske dommere heller ikke ændre på!

Når en historiker vil undersøge et bestemt fænomen, bevæger han sig ofte ud på tynd is, fordi ingen ved om projektet kan bære, og han er helt afhængig af det materiale, der er til rådighed. Når materialet ligger klar, så får historikeren sin viden gennem de spørgsmål, som han stiller til kilderne. Det er derfor kilder altid vil være omdrejningspunktet i enhver undersøgelse, ligegyldigt om det er den generelle historie eller lokalhistorie, som det handler om.

Uden at fordybe mig i den egentlige kildekritik, kan man fastslå, at alle ”efterladenskaber” efter menneskelig aktivitet er en del af det kildemateriale, som historikeren i en given situation må forholde sig til, og derved vurdere kildens værdi. I aviserne læser vi ind i mellem om dokumentfalsk, og det er relevant for at forstå bredden i det historiske materiale, at man fastslå at en falsk kilde ikke er en unyttig kilde. En såkaldt falsk kilde bliver nemlig lige pludseligt ægte, når man stiller spørgsmål om falskneriet.

For at undgå at blive snydt af et falsk materiale, skal der altid foretages en grundig undersøgelse, og til det formål har historikeren en værktøjskasse med mange forskellige redskaber, som jeg ikke skal komme nærmere ind på, men blot understrege, at lokalhistorikeren skal bruge de samme redskaber, hvis han vil nå et rimeligt resultat.

I Danmark er der siden 1960’erne vokset en stigende forståelse frem for lokalhistoriens betydning, og udviklingen tog sit afsæt, da man på Københavns Universitet begyndte at undervise i lokalhistorie, og siden har mange historiestuderende kastet sig over forskellige lokalhistoriske emner.

Mange danske kommuner – og tidligere også amter – har også i de sidste par årtier udvist en stigende interesse for lokalhistorien, og det kommer til udtryk gennem støtte til lokalhistoriske foreninger, lokale historiske museer og til bogudgivelser.


Afslutning

I Historisk Samfund for Roskilde Amt, er vi meget glade for den al den støtte, som vi gennem årene har modtaget – både direkte og indirekte. Vi håber derfor, at denne opbakning også vil fortsætte i fremtiden, for der er én ting, som er ganske sikker, og det er at historien – også lokalhistorien – er kommet for at blive, og den bliver større og ikke mindre.